CLO equity svarer til en hybrid mellem en aktie og en obligation, hvor den primære værdiskabelse kommer gennem de kvartalsvise betalinger på 3-4%, men den forventede tilbagebetaling ved udløb, i modsætning til normale obligationer, typisk er langt under kurs 100.
De høje kvartalsvise betalinger forventes at vare ved i CLO’ens geninvesteringsperiode, hvor porteføljens størrelse er konstant, hvorefter betalingerne gradvist falder i takt med, at CLO’en amortiseres og endeligt udløber, hvor CLO equity modtager den eventuelle værdi af tilbageværende hovedstol. Historisk har det været muligt for mange CLO’er at lave en refinansiering og herigennem forlænge geninvesteringsperioden – og dermed forlænge de høje løbende betalinger til CLO equity.